You are currently viewing Sådan sparer du på energien på kontoret

Sådan sparer du på energien på kontoret

Uanset om din virksomhed er lille eller stor, så har du mange muligheder for at reducere strømforbruget. Og det er både godt for at reducere elregningen og for miljøets skyld. Men hvordan kommer du i gang med at skabe gode rutiner, og hvordan kan du hurtigt opnå store besparelser i forbruget? Nedenfor præsenterer vi dig for 3 områder, der lader dig spare stort på elregningen. Læs med og kom godt i gang med at spare på energien på kontoret.

1. Husk at slukke alt natten over

Der er typisk rigtig meget elektronik på et kontor, og der er ingen grund til, at maskinerne står og brummer, når ingen bruger dem. Lige fra computere og skærme over printere, fjernsyn, kaffemaskiner, routere og selvfølgelig belysningen. Ved at slukke for alt, hvad der kan slukkes for, inden fyraften forlænger du apparaternes levetid og sparer på elforbruget. 

2. Invester i miljøvenlige husholdningsapparater i køkkenet

Køkkenet er ikke kun festens, men også kontorets naturlige samlingspunkt. Det er her, man samles, når man har brug for en kop kaffe, en hyggelig sludder eller en tænkepause. Men den hyggelige stemning omkring kaffemaskinen er ikke gratis. Vi danskere er verdensmestre i at drikke kaffe, og på de danske kontorer bliver der brygget rigtig meget kaffe. Samtidig har mange virksomheder avancerede kaffemaskiner, der både er dyre i anskaffelse og i drift. En anden energisluger i køkkenet er opvaskemaskinen, der typisk kører flere gange om dagen.

Der er imidlertid sket rigtig meget med både kaffemaskiner, opvaskemaskiner og andre husholdningsapparater, og de nye maskiner er langt grønnere end dem, der er bare nogle få år gamle. Nye husholdningsapparater i køkkenet er således en oplagt mulighed for at tænke grønt og reducere elforbruget. Der er i 2021 netop indført nye klasser for energieffektivitet, og du kan med fordel se efter maskiner med mærkaten A, som erstatter den gamle A +++.

3. Skift til LED-pærer og installer bevægelsessensorer

Et sted hvor der virkelig kan spares penge er på belysningen. På et stort kontor er der nemlig typisk rigtig mange lamper, der (som minimum) er tændt, mens folk er på arbejde. Ved at skifte til LED-pærer kan du skære helt op til 90% af elforbruget til belysning. Typisk vil besparelsen ligge på ca. 80 kr. årligt pr. pære. Og er der endnu ikke installeret bevægelsessensorer, så kan det kun gå for langsomt, at få dem koblet op med belysningen.

En grønnere hverdag og mere plads i budgettet

Ved at følge ovenstående råd kan du se frem til at reducere elforbruget drastisk. Og selvom nogle af tiltagene kræver en investering, så er det en investering, der vil tjene sig hjem over tid. Ved at tænke grønt sparer du penge i det lange løb og gør samtidig virksomheden mere miljøvenlig. Og det er både godt for virksomheden, dens medarbejdere og naturen.

Få professionel hjælp

Har du brug for professionel hjælp, til at lokalisere energiforbedringer I jeres kontor, så kan man finde en energirådgiver som kan udarbejde en energiscreening, det er som oftest gratis at få udarbejdet en indledende screening, som bl.a. kan udføres af energiselskaberne.